Februar 2026

Onsdag den 4. februar 2026, kl. 18:00 Program: Klubbens 64-års fødselsdag Programansvar: Bestyrelsen Det blev en lidt afbleget udgave af den traditionelle klubfødselsdag. Der var kun mødt 6 deltagere, men til gengæld tilmeldt 4 film. Desværre var der ingen sildemad til at starte med, og smørrebrødet var blevet til føtex’ “Pålægsfirkant”, som er en massiv brødplade med pålæg i baner henover. Så kunne man snitte sig et stykke eller flytte noget af pålægget over på en almindelig skive rugbrød, hvilket de fleste af os foretrak. Vi så derefter de tilmeldte film, hvoraf to var gengangere i form af klubprojekter: “Egebjerggård” af Viggo, Lars og Søren “Yellowstone og Old Faithful” af John “Da Peter var 15 år” af Leif G, John og Leif Juel “Mariager” af Leif G Da vi var så få, nøjedes vi med hver især at markere på en liste, hvilken af de fire film, vi syntes bedst om. Optællingen viste stemmelighed mellem tre af filmene, som derfor blev ‘belønnet’ med en præmie; det drejer sig om filmene “Egebjerggård”, “Da Peter var 15 år” og “Mariager”. Der blev ikke udnævnt en klubmester, og det er spørgsmålet, om ikke det traditionelle klubmesterskab efterhånden kan siges at være passé. Efter afstemningen var der kaffe og kage. Onsdag den 11. februar 2026, kl. 19:30 Program: AI-projekt Programansvar: Bestyrelsen Vi lånte Viggos betalte udgave af ChatGPT og fik mulighed for selv at lege lidt med manipulation af billeder. Peter havde taget et billede af sig selv i profil med, som han fik ChatGPT til at dreje, så vi så ansigtet forfra. Lars havde taget et ungdomsbillede af sig selv i husar med. Billedet blev først forbedret mht. skarphed og detajler, og derefter blev personen anbragt på en hest. John havde nogle sort/hvide billeder, som blev farvelagt. Vi prøvede også at skifte køn på ham og hans små brødre. Leif G havde taget et bryllupsbilede af ham selv med - et typisk Kehlet portrætfoto. Påklædningen blev ændret fra kjole og hvidt til hverdagstøj, og derefter blev personen på billedet gjort ca. 50 år ældre med nogenlunde troværdigt resultat. Det viste sig let at placere figuren i forskellige settings (bjerglandskab, Paris, Rom, osv.) - det så dog ikke lige naturligt ud. ChatGPT kunne endda fremtrylle en generisk ægteviv til cafébordet i en lille italiensk bjergby. Næste onsdag tager vi en snak om muligheder og begrænsninger i relation til vores arbejde med videoer. Torsdag den 12. februar 2026, kl. 12:00 Program: Leif Christiansens bisættelse Programansvar: Brønshøj Kirke Leif Christiansen blev bisat Brønshøj Kirke. John repræsenterede klubben og havde købt en bårebuket som en sidste hilsen fra GFV. Onsdag den 18. februar 2026, kl. 19:30 Program: AI-projekt Programansvar: Bestyrelsen Vi fik arbejdet videre med mulighederne for billedbehandling, men denne gang ved hjælp af CoPilot fra Microsoft. Mulighederne (og begrænsningerne) var nogenlunde de samme som ved ChatGPT, men i denne version, der følger med Office 365, bliver man ikke underlagt de samme restriktioner for antallet af prompts som i den gratis udgave af ChatGPT. Igen synes de mest oplagte anvendelsesmuligheder for os at ligge i forbedring af halvdårlige billeder, fjernelse af baggrunde i billeder samt farvelægning af billeder. Onsdag den 25. februar 2026, kl. 19:30 Program: OBS Studio Programansvar: Lars Find Hansen OBS Studio er et gratis open-source program til livestreaming og videooptagelse. Lars viste en tutorial fra Youtube, som var den første i en serie af tutorials til programmet. Hovedvægten lå på opsætningen af programmet. Vi installerede programmet på en computer men kom ikke meget længere; hvis vi skal arbejde videre med programmet skal de følgende tutorials nok studeres nærmere. Vi snakkede lidt om programmets muligheder i relation til vores arbejde i klubben. Da vi næpppe har tænkt os at kaste os ud i livestreaming på Youtube samlede interessen sig mest om mulighederne for at optage computerens skærmbillede mens man demonstrerer en eller anden funktion i et program eller lignende. Med et tilkoblet kamera kan man samtidig selv komme med på skærmen. Men OBS Studio lægger op til en form for ‘live on tape’-produktion. Det er en lidt anden måde at arbejde på, end vi er vant til.
Redigeret 5. marts 2026